Nyheder
Bæredygtighed. Det er ikke bare at lade græsset gro Anlægsgartner, Camilla vil gerne sætte fokus på sit fag og vise, at anlægsgartnere er andet end arbejdsfolkene i det gule tøj.

Tekst: Anne Mette Omø Carlsen. Foto: Philip Davali 

Camilla er anlægsgartner hos firmaet OKNygaard, og har i det sidste år kørt i Herlev Kommune. Hver dag går hun sammen med sine kollegaer og passer de grønne områder, parker, naturområder og rabatter ved veje og pladser eller tager sig af grønne områder ved kulturinstitutioner, børneinstitutioner og skoler. Camilla er dermed også et af de BJMF-medlemmer, der hver dag forholder sig til bæredygtighed og klimaproblematikker.

– Det er vigtigt for mig, at vi viser hvad vores fag kan. Vi bliver tit kaldt for arbejdsmændene, men vi er anlægsgartnere og vi har et fag. Det vil jeg rigtig gerne slå et slag for, siger Camilla og fortæller at det kan ske, når de er ude i daginstitutioner og børnene spørger hvad de laver og hvem de er.

- Her tror jeg det er vigtigt, at vi fortæller, at vi beskærer træerne, ordner bedene, passer planterne og den slags, så børn ved hvad en gartner laver. Da jeg var barn, ville ingen ende som dem i det gule arbejdstøj, den slags fordomme skal vi væk fra, understreger Camilla.

Uddannelse i bæredygtighed

Det firma, hvor Camilla arbejder, har fokus på bæredygtighed, det samme har mange af landets kommuner, som gartnerne arbejder for, men ifølge Camilla mangler der tit viden og erfaringer.

– Jeg er udlært i en tid, hvor bæredygtighed ikke fyldte på samme måde, som det gør nu. Os der er interesserede i det skulle derfor selv gå ud og opsøge viden, der findes ikke rigtig nogen efteruddannelse i bæredygtighed indenfor mit fag, fortæller Camilla.

Camilla er derfor selv blevet aktiv i bestyrelsen for de grønne gartnere i 3F, og blevet skuemester for nye anlægsgartnerelever for at forsøge at få mere fokus på alle de nye metoder og afprøve nye ting.

Bæredygtighed i dagligdagen

Kommunerne har bæredygtighedsklausuler, der fortæller noget om, hvordan de gerne vil have, at der arbejdes med for eksempel biodiversitet i deres kommune. Det kan være et ønske om at lade græsset gro, fortæller Camilla, og siger videre, at det er ikke altid, at det giver mening det som politikerne vedtager.

– Der er mange ting at tænke over i sådan en proces, ting som vi ved noget om. Der er stor risiko for flåter, der kan være visse dårlige former for ukrudt i naturgræs. Det skal se pænt ud, men vi må ikke slå det. Så bæredygtighed er ikke bare at lade græsset gro, siger Camilla.

Camilla er glad for arbejdet som anlægsgartner, og understreger særligt det alsidige i arbejdet, at hun hver dag er udenfor, og det gode fællesskab med kollegerne, som er vigtigt særligt i de tunge dage, hvor det står ned i stænger.

At hun samtidig er med til at arbejde for den grønne omstilling og mere bæredygtighed er et plus.

– Firmaerne skal gøre meget mere af den slags, understreger Camilla, og fremhæver at OKNygaard lige har vundet driftskontrakten med Herlev Kommune, hvor miljømæssig bæredygtighed er i fokus. Tiltag inden for bl.a. CO2-reduktion, genbrug af materialer og biodiversitet fik afgørende betydning.

Artiklen har været bragt som en del af stort tema om bæredygtighed i Fagligt Fokus nr. 3/2023


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt