Tekst: Torben Kragh. Foto: Søren D. Andersen

Hukommelsen har det måske med at drille, når vi synes det hele var bedre i ”gamle dage”.

Hukommelsen er der imidlertid ikke det mindste i vejen med hos to for længst pensionerede sjakbajser, som vi mødes med til en snak om sjakkulturen og arbejdet i sjak i netop gamle dage. Og de er ikke i tvivl: Det var altså bedre i gamle dage.

Henning Sørensen, 81, og Poul Poulsen, 77, gik begge på efterløn som 65-årige, så de har efterhånden kigget med fra sidelinjen i nogle år. Og de er ikke i tvivl om, at de ikke ville bytte deres arbejdsliv med tilsvarende i dag.

Det skyldes især, at sjakkets magt og indflydelse er reduceret.

- Det var os, der afgjorde, hvem der skulle være med i sjakket og hvem der skulle ud, når der eksempelvis skulle nedmandes til en ny opgave. I dag er det virksomheden, der ansætter. Man har skubbet den fastlønnede formand ind som et led mellem sjak og firma. Det har måske styrket firmaets styring, men det har ikke gjort noget godt for arbejdet, kulturen og aflønningen, siger Henning Sørensen.

Han er med egne ord jysk bondekarl fra Thorsminde på Vestkysten, og som alle andre fra den egn, var han lige forbi erhvervsfiskeriet, inden han havnede som jord- og betonarbejder i Københavnsområdet.

- Som ufaglært stod valget vel egentlig mellem at arbejde på fabrik eller på byggeplads, og et arbejde inde bag en fabriks lukkede mure var ikke tiltalende, siger han om, hvorfor han havnede i byggebranchen.

Poul Poulsens indgang til arbejdet med jord og beton er lige så klassisk: Et svendebrev som maskinarbejder blev kun benyttet i nogle få måneder, inden hans far bragte ham ind i byggebranchen. Og der blev han resten af arbejdslivet.

- Det var som at komme til en helt anden kultur. I byggebranchen oplevede jeg i modsætning til månederne som maskinarbejder frihed under ansvar, og så var der mange flere penge i det, hvis man gad lave noget, siger han.

Sidemandsoplæring

Både Henning Sørensen og Poul Poulsen har arbejdet i jord- og betonfaget længe før der overhovedet var tænkt på, at faget skulle have sin egen uddannelse. Der var tale om sidemandsoplæring, og jo hurtigere man var til at suge til sig og få noget fra hånden, jo hurtigere blev du også en fast forankret del af sjakket.
I parentes bemærket har de begge haft en lille finger med i spillet omkring struktøruddannelsen, der så dagens lys i begyndelsen af 90’erne. De har nemlig begge været skuemestre ved nogle af de allerførste svendeprøver i struktørfaget – en anerkendelse af deres præstationer inden for faget og betydning for kommende generationer.

Der var heller ikke en uddannelse som sjakbajs. Man lærte af de gamle bajser, både hvad man skulle tage med sig og hvad man ikke skulle.
Henning Sørensen blev sjakkarl efter 13-14 år i branchen og synes selv, at han blev en bedre bajs end sin forgænger.

- Forstået på den måde, at jeg gerne ville være flink uden at være tossegod. Det må ikke gå op i dumhed. Man bliver ikke en god bajs ved at være hård eller urimelig men gennem eksemplets magt. Det handler om at arbejde smart, ikke knokle for meget. Der skal være styr på logistikken.

Poul Poulsen fik sin ”uddannelse” som sjakbajs hos netop Henning Sørensen, idet han i mange år var tillidsmand i sjakket.

- På et tidspunkt syntes man vist, at vi var blevet lidt for dygtige sammen, og så blev vi skilt ad. Siden blev jeg selv bajs og tog Hennings dyder med mig. Det vigtigste er at få skrevet alt ned. Det giver rene linjer og langt færre efterfølgende konflikter, siger han.

Blyant og lommeregner

Det vigtigste redskab for en god sjakbajs er ifølge Henning Sørensen en blyant, måske suppleret af en regnemaskine.

Han har med egne ord kun gået syv år i skole, og om sommeren endda ikke alle dage, fordi der også skulle være tid til at arbejde i landbruget. Når han derudover lider af hvad han selv kalder svær ordblindhed, så kan det forekomme ubegribeligt, at han har været en dygtig og afholdt sjakbajs med altid flotte akkordregnskaber.

- Om jeg er god til at regne ved jeg ikke, men jeg kan i hvert fald regne den ud, siger han med et skævt smil og uddyber billedet med, at blyanten er vigtigere end skovlen: - Alt skal skrives ned. Hvis du ikke får skrevet alt, og jeg mener alt især ekstraarbejde ned, så laver du noget af arbejdet gratis. Det er en skidt ide. Derfor er blyanten det vigtigste redskab; og det gælder også i dag.

En god bajs må også regne med, at der ofte følger aftenarbejde med. Poul Poulsen erindrer, at han på en plads med en opgørelse med over 150 tider havde mindst en times hjemmearbejde hver aften. Og ofte måtte hans kone hjælpe til.

-Vi fik bestemt også penge ud af det, men det gode regnskab kommer ikke af sig selv, og derfor er det måske forståeligt, at mange i dag vælger slumpakkorder med bonus, siger han.

Højere til loftet

Sjakkulturen har ændret sig ganske meget over tid. Det hænger blandt andet sammen med, at sjakket ikke længere er selvsupplerende.

- Hvis vi for eksempel fik en opringning fra a-kassen om et medlem, der var ved at falde for dagpengegrænsen, så kunne vi altid få plads til en ekstra i sjakket. Det var med til at give ekstra sammenhold. Og det slog ikke bunden ud af regnskabet.

- Om man sikrede sig, at alle mand var med i fagforeningen? Det gav sig selv. Det fremgik af skurtavlen. Der var ingen gratister. Der var nok også lidt højere til loftet i gamle dage, hvor der var tid og plads i akkorden til at fejre en fødselsdag eller at sjakkets bedste kok lavede lidt god mad en gang om måneden. Der blev nok drukket et par bajere, men det handlede ikke om alkohol men om socialt samvær. Det er der vist ikke så meget tilbage af i dag.

- Vi mødtes også hver tredje måned i fagforeningen i Hestemøllestræde for at diskutere priser og kommende arbejde. Selvfølgelig var der lidt konkurrence om de bedste regnskaber, men det handlede om kammeratlig sparring, om at lære af hinanden og sikre sig, at der også var arbejde til folkene fremadrettet, siger de.

Lav næste aftale i god tid

De to gamle sjakbajser er ikke meget for at skulle give gode råd videre til dagens kolleger, fordi det jo er en anden tid, som de siger, og sjakkene har i dag ikke samme styrke og indflydelse som tidligere.

Men et enkelt godt råd bliver det alligevel til: Lav aftalen på næste opgave, inden den igangværende opgave er afsluttet. Og hvad skulle fordelen så være ved det? Jo, et godt (eller måske alt for godt) regnskab kan ikke benyttes af virksomheden til at presse den næste aftale ringere – eller i værste fald til at give arbejdet til et andet (læs: billigere) sjak.

Om de har kunnet regne eller ej, de gamle sjakkarle: De har kunnet regne den ud.