Nyheder
Tillidsdagsorden I Specialarbejdere i kommunen vil have mere tillid og mindre kontrol Specialarbejderne i Teknik- og Miljøforvaltningen rettede i foråret en kritik af ledelsen i forvaltningen, og vil have opgør med kontrol og registreringer.

Tekst: Anne Mette Omø Carlsen, BJMF

I marts måned nedlagde specialarbejderne i Grå Renhold arbejdet, og kollegerne i Grøn Drift Nord rettede i sympati en henvendelse til Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfod (Ø). De har bekymringer omkring blandt andet registreringer, udliciteringer og personalemangel.

Specialarbejderne er dem, der blandt andet tømmer byens skraldespande, holder gaderne rene og kirkegården pæne.

- Vi oplever flere og flere registreringer af de ansatte, både personlige registreringer og kollektive. Det gør selvfølgelig, at de føler sig mistænkeliggjorte og oplever, at der ikke er tillid til dem, fortæller Rasmus Bredde, formand for servicegruppen i BJMF og selv specialarbejder i Københavns Kommune. Han påpeger desuden, at kontrol kan være fint, hvis det giver mening.

- Bruges det til at kontrollere om timerne bruges rigtigt, eller bruges det til at kontrollere den enkelte medarbejder? Der er stor forskel på de to måder, siger Rasmus.

Når kontrollen tager over
- Vi har diskuteret det flere gange og blevet enige om, at kontrol ikke skal være for kontrollens skyld, men begrænses mest muligt. Alligevel ser vi så, at når der kommer fokus på området og vi vil forsøge at klarlægge, hvordan vi bruges vores tid, ja så udmønter det sig i GPS-overvågning af de ansatte, fortæller Rasmus.

Diskussionen om kontrol og tillid i den offentlige sektor er efterhånden gammel og mange forskellige former og teorier er kommet til. I 2013 vedtog København Borgerrepræsentation en tillidsdagsorden, og senere i 2019 et kodeks for tillid, så kommunen har altså i mange år haft fokus på tillid til medarbejderne.

Københavns Kommune skriver selv, at hensigten er at: Øget tillid til ledernes og medarbejdernes faglighed og dømmekraft frigør mere tid til kerneopgaverne og sikrer bedre kvalitet og højner arbejdsglæden. Alt sammen til gavn for borgerne.

Specialarbejderne oplever i øjeblikket det modsatte.

Anerkendelse og inddragelse virker bedre
- De fleste mennesker virker bedst ved anerkendelse og inddragelse, det er det, der skaber tillid, siger Rasmus. Han fortæller også, at det som specialarbejderne oplever er, at der kommer en konsulent ud og siger at noget skal ændres, uden at have inddraget nogen eller lyttet til dem, der går med opgaven hver dag.

Ifølge Rasmus er der tit ting, der ikke giver mening for de ansatte.

- For eksempel er det sådan, at hvis vi hjemtager en kommunal opgave, så skal der være 20% privat for, at vi kan sammenligne ydelsen. Men hvorfor ikke 5%.

At Teknik- og Miljøforvaltningen efter så mange år stadig har problemer med at arbejde med tillidsbaseret ledelse, giver ikke mening, og gavner heller ikke bundlinjen.

Forskningen viser, at organisationer, der har tillidsfulde relationer mellem ledere og medarbejdere, har mindre behov for kontrol. Det betyder blandt andet, at tillidsfulde organisationer er mere innovative, er bedre til at samarbejde og kommunikere og har mere tilfredse medarbejdere, der skaber bedre resultater.

Læs også interview med Line Barfod, borgmester for Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune

Artiklen er blevet bragt i Fagligt Fokus nr. 4/2022 - læs hele bladet (pdf)


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt