Arbejdstid
Vejrlig – hvis du bliver sendt hjem på grund af vejret Hvis vejret er i vejen for dit arbejde, kan du blive sendt hjem fra jobbet. Der er flere ting, du skal huske på, og dem kan du læse mere om her.

Du kan risikere, at vejrmæssige forhold forhindrer dig i at udføre dit arbejde eller forhindrer dig i at arbejde med materialerne. Det kan også være, at der er sundhedsfarer forbundet med arbejdet og vejret. Dette kaldes vejrlig.

Vær opmærksom på, at det kun er din arbejdsgiver, der kan vurdere, om der er tale om vejrlig – og hvorvidt du skal hjemsendes eller ej. Dette gælder, medmindre andet er aftalt.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan møde op på arbejdet på grund af vejret? Hvis du ikke kan komme på arbejde på grund af vejret, har du ikke krav på betaling af løn. Det er kun, hvis din arbejdsgiver vælger at holde lukket på grund af snevejr og har valgt ikke at tage imod arbejdskraften, at din arbejdsgiver skal betale den løn, du som medarbejder har krav på.

Husk, at overenskomsten kan indeholde særlige bestemmelser. Kontakt din lokale 3F-afdeling, hvis du har spørgsmål.
Selvom politiet fraråder al unødig udkørsel, betyder det ikke, at du kan holde fri fra arbejde uden selv at betale for det. Du har som udgangspunkt pligt til at gøre alt for at møde op på arbejde uanset vejret. Du skal orientere din leder, hvis du vurderer, at det ikke er nødvendigt eller forsvarligt at køre ud, eller hvis du sidder fast i sneen og ikke kan møde på arbejde. Fraværet vil være såkaldt lovligt fravær. Du får ikke løn for de fraværende timer, men du mister ikke jobbet. Ja, du skal selv betale for dit fravær. Det er ikke arbejdsgiveren, der bærer ansvaret, hvis ikke du kan møde på arbejde på grund af vejret. Forsøg eventuelt at lave en aftale om, at fraværet er en feriedag, afvikling af afspadsering, feriefridag eller lignende. Hvis det ikke er muligt, kan du blive trukket i løn. Hvis du skal blive på arbejdspladsen

Du har lov til at stoppe arbejdet, hvis det ikke er forsvarligt længere. Hvis din arbejdsgiver ikke sender dig hjem, skal du blive på arbejdspladsen. Du kan for eksempel vente i skuret på, at vejret bliver bedre, eller du får en anden opgave.

Du skal huske at oplyse din arbejdsgiver om, at du eller dit sjak har stoppet arbejdet og desuden høre, om der er andre opgaver, I kan løse på forsvarlig vis.

Hvis din arbejdsgiver vurderer, at du skal blive på arbejdspladsen og vente, så skal arbejdsgiveren betale for ventetiden.

Hvis du bliver sendt hjem

Din arbejdsgiver kan også vælge at sende dig eller dit sjak hjem på grund af vejrlig. Vi anbefaler, at du får en skriftlig dokumentation på hjemsendelsen. Det er ikke et krav, men det er godt at have for eksempel i forbindelse med dagpenge.

Selvom du er blevet hjemsendt, kan du være forpligtet til at skulle tage telefonen, i tilfælde af at vejret bliver godt nok til, at du kan arbejde igen. Din arbejdsgiver må nemlig i nogle tilfælde godt ringe og bede dig om at komme ind på arbejdet igen. Du kan også være forpligtet til at skulle møde på din arbejdsplads én gang om dagen. Det står beskrevet i din overenskomst, hvad der gælder for dig.

Du får løn indtil det tidspunkt, du bliver sendt hjem. Derefter stopper din løn. Når du er blevet hjemsendt, er du i princippet også blevet ledig.

Som udgangspunkt skal din arbejdsgiver betale for de første to dage, hvor du er ledig. Det kaldes G-dage (godtgørelsesdage), og du kan læse mere om betingelserne her

Du kan også have ret til dagpenge, når du bliver hjemsendt. Det kan du læse mere om i næste afsnit.

 
Mulighed for dagpenge ved hjemsendelse

Du kan have mulighed for at få dagpenge, hvis du bliver hjemsendt på grund af vejrlig. Det er dog blandt andet en forudsætning, at du er medlem af en a-kasse og har dagpengeret. Din dagpengesats bliver beregnet ud fra din forudgående lønindtægt.

Du skal huske at melde dig ledig hos jobcenteret, når du er blevet sendt hjem. Du kan melde dig ledig både digitalt eller ved fremmøde på dit jobcenter i åbningstiden. Efter du har meldt dig ledig i jobcenteret, skal du huske at søge om dagpenge i a-kassen.

Det skal du, fordi du i princippet er blevet ledig. Fra det øjeblik, du er blevet hjemsendt, står du derfor til rådighed. Det betyder, at jobcenteret kan sende dig ud til andet arbejde.

Når du bliver hjemsendt på grund af vejrlig, vil det ikke give dig en sanktion i form af karantæne i a-kassen. Arbejdsforholdet bliver nemlig betragtet som afbrudt uden egen skyld.

Hvis du har spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte din lokale 3F-afdeling, som kan hjælpe dig med at forklare, hvilke regler der gælder for dig.

Find din overenskomst
Fakta Værd at vide om vejrlig 

Det er ikke vejrlig:

  • hvis arbejdet standses, fordi andre arbejdere er hjemsendt på grund af vejret/vejrlig.
  • hvis materialerne ikke kan bruges på grund af manglende vinterforanstaltninger - dem har din arbejdsgiver en lovmæssig forpligtigelse til at foretage.

Eksempel: Hvis du i princippet kan udføre dit arbejde på trods af vejret, men dog er forhindret i at udføre arbejdet, fordi andre medarbejdergrupper er sendt hjem på vejrlig. Det kan blandt andet skyldes, at denne medarbejdergruppe skal levere noget for, at du kan arbejde. Hvis det er tilfældet, kan du ikke hjemsendes på vejrlig. I nogle tilfælde vil du kunne blive sendt hjem på grund af materialemangel. Det afhænger af din overenskomst.  

Husk:

  • Du skal blive på pladsen og straks kontakte din arbejdsgiver/leder. Han eller hun kan bestemme, om du skal sendes hjem.
  • Sørg for at have daglig kontakt med din arbejdsgiver, om hvornår arbejdet kan genoptages.
  • Hvis din arbejdsgiver beder dig om at blive på arbejdspladsen, skal han eller hun betale for ventetiden.
  • Overgår du til dagpenge, og bliver du tilbudt et andet arbejde i perioden med dårligt vejr, skal du tage imod tilbuddet for ikke at miste din dagpengeret. 
Bliv medlem af 3F

Som medlem af 3F kan du få kyndig rådgivning af faglige eksperter, der kan hjælpe dig på rette vej.

Du får også en lang række medlemsfordele, der gør dit arbejdsliv lettere, tryggere og mere udviklende.

Bliv medlem
Bliv medlem


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt