Den 8 august 1973 svingede jeg min Puch Maxi ind foran Arbejdsmændenes Fagforening på Nordre Jernbanevej 17. En fandens karl med Land og Folk i baglommen og en cecil i flaben.

»Godaw – jeg vil gerne meldes ind«, sagde jeg. »Det var sgu da en god ide«, sagde Leif Hahn, og det var det. 

Også formanden Thorvald Petersen kom og sagde »Velkommen, vi er meget glade for at få unge mennesker med i fagforeningen.« 

Jeg har været medlem lige siden, og det har jeg været glad for.

Ungdomsklub

Efter skolen havde jeg havde fået arbejde på Jensen og Thomsens Orgelbyggeri på Industrivænget. 480 kr. om ugen for 41,75 times arbejde. Til gengæld betalte jeg kun 2,50 kr. om ugen i kontingent.

Vi var mange skolekammerater og andre, som blev medlemmer af DASF, som 3F hed dengang, så vi dannede en ungdomsklub. Vi holdt møder om faglige og politiske emner, og vi havde nogen gevaldige skovture, bl.a. til Gribsø. Vi lavede også aktiviteter for arbejdsløse i »Fritidshuset« – der hvor Gallerierne ligger nu.

Vi blandede os også i politik, samlede ind til oprørsbevægelser i Afrika og Nicaragua og kom med forslag til beskæftigelsesarbejder i vores egen kommune.

Brancheklub

Senere blev jeg jord- og betonarbejder og var med til at stifte »Anlægs- og Bygningsarbejdernes Brancheklub« sam­men med Ole Gulvfidus, Ole Bom, Wilhelm Laugesen, Bjarne Olsen, Bent Skinbjerg og andre gæve gutter.

Vi fik de fleste betonfolk og murerarbejdsmænd med i klubben, og vi havde mange gode møder og arrangementer om overenskomsterne, sikkerhed, nyt grej og materialer.

Desuden nogle forrygende »Skurmøder«, hvor vi spiste gule ærter og isdessert og fortalte historier.

Mange mestre ringede også til klubben, når de manglede folk – vi vidste hvem der var ledige, hvem der gik godt i spænd og hvem der var dygtige til de forskellige opgaver.

Det var en dejlig tid med et stærkt kammeratskab i sjakkene og i fagforeningen. Vi lavede også nivellerings- og afsætningskurser på AMU-centret i Frederiksgade.

Formand og storkonflikt

I 1994 blev jeg næstformand i fagforeningen efter et kampvalg. Jeg var jo kommunist og socialdemokraterne var ikke meget for at få sådan en ind på kontoret – men det ville medlemmerne altså.

3 år efter prøvede de at smide mig ud, men det endte med, at jeg vandt valget og de andre måtte rejse. I 1998 blev jeg valgt som formand.

Det var noget af en ildprøve – lige midt i storkonflikten, hvor vi strejkede for den 6. ferieuge. Vi dannede strejkevagter og kørte ud og stoppede de få skruebrækkere, som gik på arbejde. Men det styrkede sammenholdet – og vi fik en ekstra uges ferie, som vi stadig nyder godt af.

Hillerød afdeling voksede fra 1100 til 1800 medlemmer. Det var en tid med en enig bestyrelse og et godt samarbejde mellem mange forskellige meninger – men solidt til venstre for midten.

I 2001 holdt vi et brag af en 110 års fødselsdag. Et mægtigt optog af folk i arbejdstøj og med værktøj og maskiner drog gennem byen. I spidsen kørte Helmuth Olsen i en rendegraver med den mindesten, der nu står nede på Milnersvej. »SID – 110 år med fremtiden for sig« står der på stenen. Om aftenen var der fest i Støberihallen med flere hundrede deltagere.

I 2004 begyndte forhandlingerne om sammenlægninger, der skulle blive til 3F.

Vi ville gerne være sammen med Helsinge afdeling og Kvindeligt Arbejderforbund, og senere kom Chaufførernes fagforening med i forhandlingerne.

3F Frederiksborg

Vi dannede 3F Frederiksborg med 5000 medlemmer. Stor og stærk, men noget længere væk fra medlemmerne end de små lokale fagforeninger, som vi var vant til.

Senere kom Tømrer/Snedkerne med, hvorimod Murersvendene valgte at slutte sig til Helsingør afdeling.

I 2017 kom jeg i mindretal i bestyrelsen og jeg måtte pakke mine ting og stoppe. De sidste 5 år har jeg været faglig sekretær i 3F Høje Taastrup. Det minder meget om Hillerød. Masser af byggeri, folk der bliver snydt, folk der skal organiseres og sikkerhedsforhold der skal forbedres.

Tak til arbejdskammerater
og medlemmer

Nu er tiderne unægtelig anderledes end i 1973, men det, at vi skal holde sammen og kæmpe for bedre forhold, er lige så vigtigt nu som dengang.

Forholdene er blevet meget bedre. Kortere arbejdstid, højere løn og langt bedre sikkerhed. Men det kan blive bedre endnu.

Det kan også gå baglæns. I vore nabolande England og Tyskland er fagbevægelsen blevet splittet og ødelagt, og nu er der sulteløn og elendige arbejdsforhold for alt for mange arbejdere.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Danmark så ud, hvis vi ikke havde 3F.

Derfor vil jeg gerne sige alle arbejdskammerater og medlemmer tak for de 50 år jeg har været medlem indtil videre.