Nyheder
Behov for almene boliger i Nordsjælland. Hillerød er blevet et økonomisk vækstcenter, hvor virksomheder udvider og kommer til, og hvor nye boligkvarterer skyder op.
Med de mange nye arbejdspladser er det nødvendigt, at der også er boliger til dem, som arbejder i Hillerød og det skal være boliger, der er til at betale.

Hillerød vokser, og har gjort det længe. Nye kvarterer skyder op, og flere er på vej. 

Der er rigtig mange arbejdspladser, og flere kommer til. Det er ikke mindst drevet af Novo, Sygehuset og Fuji Film. Men man må også regne med, at de meget store virksomheder og institutioner, der etablerer sig og investerer store milliardbeløb i Hillerød, trækker andre virksomheder og aktivitet med sig. Behovet for arbejdskraft i alle indkomstkategorier er enormt, og det vil være stigende i de kommende år.

Hvis vi vil udnytte vækstpotentialet fuldt ud, så er det vigtigt at se på sammenhængen mellem arbejdsmarkedet/arbejdsudbuddet og boligmarkedet. Hvis boligomkostningerne er for store, så får de med lav- eller mellemindkomster ikke mulighed for at flytte hertil, og andre må flytte væk, fordi de ikke har mulighed for at etablere sig.

Mange af disse vil flytte hen, hvor boligomkostningerne er mindre. Det medfører også, at de vil prøve at finde arbejde lokalt for at undgå lang transporttid. OECD har igennem mange år peget på denne problemstilling og sammenhæng og dermed på behovet for betalbare boliger for at sikre, at der er folk til jobbene i den lave ende af indkomstskalaen.

Både i Hillerød og Gribskov kommuner er der behov for, at der bygges almene boliger, således vi kan sikre arbejdskraftudbuddet til arbejdspladserne i Hillerød. Hillerød har 17 pct. almene boliger. I Gribskov er andelen 10 pct., en af landets laveste.

De 2 største udgifter en dansker har, er oftest til bolig og til transport. Derfor betyder det noget for arbejdsudbuddet, om vi kan holde boligpriserne nede. Det kan man ved at have en boligforsyning, der er lidt større end efterspørgslen! Her kan kommunen hjælpe virksomhederne og deres medarbejdere ved at tillade, at der bygges flere almene boliger.

Almene boliger er den måde, som vi ”bygger prisbillige boliger” på i Danmark. Der bygges ud fra et fast rammebeløb, og fordi den almene sektor ikke har et profitmotiv, bliver huslejeomkostningerne meget stabile over tid. Hvilket igen medfører et reelt fald, fordi de generelle løn- og prisstigninger gør, at boligomkostningerne, som årene går, fylder mindre og mindre i familiens budget.

Hvis folk også bor tæt på deres arbejdsplads, så sættes transporttiden og dermed transportudgifterne ned. Så er vi nået et godt skridt i forhold til at skabe et par nødvendige rammevilkår for, at virksomhederne kan tiltrække den nødvendige kvalificerede arbejdskraft indenfor alle fag og dermed udnytte hele sit vækstpotentiale. 

For både Hillerød og Gribskov kommuner vil det således være særdeles attraktivt, om man kunne tiltrække de mange, der allerede har og kommer til at have gode job i Hillerød til også at bo tæt på deres arbejdsplads. Det er typisk yngre mennesker og familier med børn.

Det kræver imidlertid en varieret boligforsyning. Primært skal der bygges familieboliger og boliger til singler og singler med børn. I dag er der ikke opført tilstrækkeligt med almene boliger. Hvis man vil have en familiebolig i Hillerød eller i Gribskov kommuner, så er man så godt som tvunget til at købe eller til privat udlejning.

Måske er folk også usikre på at flytte til Nordsjælland. Inden de etablerer sig med fast ejendom, kan en almen lejebolig være den trædesten, der skal til, før man vil flytte herop permanent. 

Ældreudfordring i Gribskov

Hvis man sidder på Rådhuset i Gribskov Kommune, så burde man kigge 12 kilometer ned ad vejen på alle de arbejdspladser, der skabes i Hillerød, og prøve at få nogle af dem, der arbejder i Hillerød, til at flytte lidt længere nordpå.

Gribskov Kommune en af landets ældste. Hillerød kommune er en hel del yngre!
Gribskov står på en brændende platform i forhold til at gøre noget aktivt for at tiltrække skattebetalende børnefamilier!

Her spiller almene boliger også en rolle som løsningsmodel. Det kan ikke afvises, at almene familieboliger sammen med almene boliger tilpasset en stærk aldrende befolkning i Gribskov, kan give den plads i parcelhusene, som børnefamilierne kan rykke ind i.

Som politiker, især som kommunalpolitiker, skal man forstå, at en varieret, tilstrækkelig og betalbar boligforsyning er afgørende for et velfungerende arbejdsmarked og for vækstpotentialet. Desuden for at håndtere mange andre udfordringer i forhold til en aldrende befolkning. De 8-12 pct. som kommunen skal give i grundkapital, alt efter boligtype, er en rigtig god investering. Desuden får kommunen en anvisningsret til gode boliger for de borgere, som kommunen allerede har pligt til at sikre tag overhovedet.

Indlægget har været bragt i Frederiksborg Amts Avis og er skrevet af

Lena Andersen, formand for Boligselskabet Nordsjælland og Daniel L. Dyhrberg, formand for 3F Frederiksborg


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt