Nyheder
Fyret før barselsorlov: 140.000 kr. i godtgørelse Tømrersvenden Christoffer henvendte sig i fagforeningen, da han var blevet opsagt af mester lige inden han skulle starte sin barselsorlov, hvor han ellers efter aftale med mesteren skulle have fuld løn.

I følge Bygningsoverenskomsten har man ret til løn under barselsorlov, hvis man har en anciennitet på 6 måneder i firmaet. Denne rettighed var Christoffer helt bevidst om, da en mester forsøgte at headhunte ham til sit tømrerfirma. Christoffer gjorde mesteren opmærksom på, at forudsætningen for et skift var, at han også i det nye firma kunne få fuld løn under barselsorloven. Det havde mesteren fuld forståelse for og Christoffer bliver ansat i firmaet i januar 2024. 

Brud på ligebehandlingsloven

I juni måned orienterer Christoffer firmaet om, at han i november vil påbegynde 9 ugers barselsorlov. Mester skriver tilbage, at Christoffer blot skal gøre som aftalt. Imidlertid løber mester selv fra aftalen og skriver i stedet en fyreseddel til Christoffer i starten af september.

Christoffer henvender sig derefter til fagforeningen, og vi indkalder firmaet til mæglingsmøde. Vi mener, at det er et brud på ligebehandlingsloven, at Christoffer bliver fyret efter at han har meddelt firmaet om barselsorloven. Vi kræver derfor en godtgørelse.

Christoffer får sin godtgørelse

På mæglingsmødet kan vi ikke blive enige med firmaet. Mester kommer med en masse udokumenterede påstande om, at Christoffer er fyret af helt andre årsager. Sagen sendes videre til et organisationsmøde, og her blev det afgjort, at firmaet skal betale Christoffer 140.000 kr.  

Husk at få aftaler på skrift!

I sagen var det afgørende, at Christoffer havde skriftlig dokumentation for sin aftale med mester, her i form af sms-korrespondance. 

Når der er skriftlig dokumentation, er du godt stillet, når fagforeningen skal føre din sag!  

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt