Af Lene Petersen, Fagbladet 3F

Når knæene gør ekstra ondt, sover Lars Christian Nielsen, 59, på sofaen i stuen. Soveværelset ligger nemlig på 1. sal. Og så er han ikke sikker på, at han kan nå at få rettet dem ud, hvis han vågner om natten og skal på badeværelset nedenunder.

Drømmen var egentlig at fortsætte med at arbejde “indtil jeg stod med den ene fod i graven”, som han siger. Måske som vicevært eller lignende med afvekslende opgaver, og hvor han kunne passe sig selv.

Men sådan bliver det ikke.

For i dag kan han ikke engang holde sin egen have.

Arbejdet har sat spor i kroppen. Lars Christian Nielsen har dårlige arme, ryg, skuldre og knæ.

- Jeg har det værst, når det er koldt. Så kører jeg nogle gange ned i svømmehallen og går i sauna. Det hjælper lidt, siger han.

Lars Christian Nielsen har altid haft ufaglært, tungt arbejde. På lager. Som jord- og betonarbejder. På jernstøberi. De seneste 25 år af hans arbejdsliv som bagageportør i lufthavnen i Kastrup.

Har svært ved at være i det
For nylig fik han sin førtidspension. Og det er svært at forlige sig med, når man er typen, der helst vil lave noget, altid.

- Det er, som om man er taget ud af produktionen. Det sværeste er at vide, at du ikke skal være med mere. Jeg har rigtig svært ved at være i det. Det har eddersparkeme været hårdt, siger Lars Christian Nielsen, som bor i Glostrup:

- Jeg har altid levet i kraft af mit job. Men det kan jeg ikke mere.

På knæ og hænder
Det er fem-seks år siden, at Lars Christian Nielsen var på Arbejdsmedicinsk Klinik første gang. For de smerter, som begyndte flere år tidligere, var tiltagende.

- De første mange år spiste man jo bare smertestillende piller. Det gjorde alle, og det gjorde jeg også. “Det ser ikke godt ud”, sagde de, og jeg har også fået noget erstatning og forskelligt. Noget af det kører stadig, siger han.

Alligevel valgte han at fortsætte på arbejdspladsen. Han fik stort kørekort, så han kunne køre “crewcar” med piloter og besætning ud til flyene. Det var et fysisk lettere arbejde end at ligge på knæ og hænder inde i flyenes lastrum.

- Du skal forestille dig at ligge på knæ under dit eget spisebord og pakke post, fragt og kufferter. Sådan var arbejdsstillingerne, indskyder han.

Kollegaer passede på mig
- Hvis ikke jeg havde haft så gode kollegaer, som også passede på mig, så var jeg ikke blevet der så længe. Efter jeg var blevet opereret i knæet, sad jeg også en periode bag en skærm som portvagt, fortæller han.

Senere fulgte en operation i skulderen. I dag tænker han nogle gange på, at han skulle være stoppet i lufthavnen ti år før.

- Så ja. Jeg bebrejder også mig selv, siger Lars Christian Nielsen.

Speciallæger og arbejdsmedicinsk
Da coronaen ramte i 2020 og lukkede lufttrafikken, blev mange i lufthavnen sendt hjem. Også Lars Christian Nielsen. Han kom aldrig tilbage. Han var meldt ledig et par måneder - for første gang i sit liv.

- Min arbejdsmoral har aldrig fejlet noget. Men jeg kunne ikke mere. Så gik vi i gang med at søge om fleksjob, med hjælp fra fagforeningen, fortæller han.

De næste år gik med arbejdsprøvninger, møder med jobcentret, besøg ved speciallæger, sygehuse, arbejdsmedicinsk klinik. Og hovedpineklinikken.

Det endte med en førtidspension.

Han kan se, hvor slidt jeg er
Lars Christian Nielsen har ikke fået det bedre, selvom han er stoppet med at arbejde. Om morgenen spiser han sine piller og mærker, hvordan kroppen har det. Det går op og ned.

- Jeg har sagt til min søn, at han må love aldrig at tage et hårdt fysisk arbejde. Og jeg tror næsten, at jeg har fået ham overtalt til at tage en uddannelse. Han kan jo se, hvor nedslidt jeg er, siger han.