Palle har nok været en af de mest elskede faglige personligheder i skraldemændenes verden gennem mange årtier. Han omtales af mange som ”Far Palle”. Hvad han ikke har været med til, er vist ikke værd at snakke om.
Selv i dag – over 10 år efter at han stoppede - er der skraldemænd, der råber efter ham: ”Hej Palle, du er bare den bedste tillidsmand, vi har haft…”

Han har nu ikke altid været skraldemand – vejen dertil gik ad snoede stier. Han har altid foretrukket udendørs arbejde, og i slutningen af 60’erne fik han arbejde som jord- og betonarbejder ude på Amagerforbrændingen, da den blev opført.
Han var med til at bygge den høje skorsten – i døgndrift og i 12 timers vagter. Støbearbejdet foregik med en glideforskalling, der hele tiden blev ført opad, mens støbningen stod på. Man må aldrig lade cementen hærde – så holder det ikke sammen mere, trods jernforstærkningen.
Dengang var der ingen egentlig jord- og betonarbejder-uddannelse – det foregik ved sidemandsoplæring.
Palle fulgte med hele vejen op, til skorstenen stod færdig i over 120 meters højde.

Brobygger og tagdækker
Så kom han med i et sjak, der var med til at bygge Dyssegårds Bro i Gentofte. Palle havde nu fået så godt fat i arbejdet med jernbinding og støbearbejde, at konduktøren bad ham om at blive sjakbajs – og det blev han så trods sin unge alder.
Da broarbejdet var færdigt, fik han tilbud om at komme til Saudi-Arabien for at bygge der, men det sagde han ellers tak til, og det kan han da godt ærgre sig lidt over i dag.
Han fik nu arbejde som tagdækker hos Phønix og var blandt andet med til at lægge tag på Carlsbergs Store Tap og Vestre Fængsel.

Nu til skraldet
I 1970 fik han gennem en kammerat arbejde som skraldemand. Også her var der tale om sidemandsoplæring. Reglen var, at man i de første 14 dage skulle aflevere 5 kr. om dagen til hver af de to ”gamle” makkere for deres ekstra besvær som læremestre. Virkeligheden var som regel, at pengene gik til en omgang bajere sammen med sjakket, når arbejdsdagen var slut.

Første tillidshverv – med en tiltrængt opgave
Det varede ikke længe, før Palle blev valgt som sikkerhedsrepræsentant, som det jo hed dengang. Arbejdsforholdene var skrækkelige – i store dele af København var skraldebøtterne stadig af galvaniseret jern og vejede 27 kg i tomvægt!
Mange steder var gennemgangene til baggårdene alt for lave, så man ikke kunne gå oprejst med de frygtelig tunge skraldebøtter på ryggen. Et sted var højden kun 1.35 meter, så man måtte kravle gennem kælderen på knæene med jernbøtten på ryggen.

Brand i gaden
Tit kunne man komme ud for, at bøtten var helt fyldt med sod - så alt omkring blev sort, når man tømte den ud på ladet på skraldevognen. Når gårdmændene vidste, at der skulle hentes skrald, så tømte de også ovnene ud for den allersidste aske – og der kunne tit være gløder med.
Flere gange var Palle ude for, at der gik ild i skraldet på ladet på vej ud til forbrændingen – så kørte man gennem gaderne med store flammer og røg væltende ud over omgivelserne.

En bagstikker til den overvægtige
Da Palle startede i R98 skulle man selv købe arbejdstøj og vaske det – og ligesådan med handsker. Alt dette fik man langsomt ændret på, ligesom så meget af alt det andet problematiske.
De tunge jernbøtter blev udskiftet med de lettere runde blikbøtter, der dog rummede mere. De rullede på ryggen, fordi de var runde i modsætning til de gamle firkantede – og hvis et bladbud havde smidt hele sin rutebeholdning i sådan én, var den næsten ikke til at løfte.
Så måtte kollegaen give den en ”bagstikker” dvs. løfte bøtten op på ryggen af den anden, der så kunne vakle afsted med den store vægt – gennem lave porte, op ad snævre trapper, for så endelig at løfte den op og tømme den af på vognen.

På chokoladevognen
Engang ringede Palles telefon derhjemme på en fridag. En arbejdsleder bad så mindeligt om hans hjælp – bare én dag – der manglede en mand, så situationen var desperat. Palle var ikke ligefrem glad for den tjans – det var med chokoladevognen, altså latrinvognen.
Dengang var der endnu en del af det ældste København med lokum i gården, og kolonihaverne og andre huse ”uden for nummer” havde ingen havde kloakering - så her gik man på das og forrettede sin nødtørft på latrintønden.
Når den skulle tømmes, hev man den ud af lokummet og skruede et låg fast på - og løftede den op på ladet til de andre tønder. Så kørte man ud til tømmecentralen og tømte og spulede tønderne, så de var klar til brug næste gang.
Det lugtede ikke ligefrem af blomster, og Palle havde selvfølgelig ikke erfaring med håndteringen af arbejdet. Han vidste ikke, at det gjaldt om at trække sig godt tilbage, når tønden blev grebet af tømmeapparatet og væltet ud, så han fik en mindre regnbyge af lort over sig ved den første tønde. Ikke ligefrem et herligt udgangspunkt at arbejde videre fra – ikke mindst for makkeren, der skulle dele førerhus med ham til de kommende steder.

Suspenderet
Palle har skam været suspenderet engang. En lampehandler havde helt imod reglerne fyldt en skraldebøtte med lysstofrør, og dem havde skraldemændene taget ud og lagt ved siden af, da de skulle tømme bøtten.
Lampehandleren blev rasende og anmeldte dem til R98, han påstod, at han havde aftale med skraldemændene om at kunne smide lysstofrørene ud – det var en løbende forretning med dem.
Så blev folkene – og hermed Palle - suspenderet. Palle påpegede, at det da måtte være firmaet, der skulle løfte bevisbyrden for påstanden – og så blev de midlertidigt genansat, mens sagen kørte.
Fagforeningen fandt gamle dokumenter frem, der viste at det faktisk var tilladt at lave aftaler med kunderne, og så faldt sagen til jorden.

Ål og blomster
Nogen steder var den eneste adgang til baggården gennem en butik ud til gaden. Så havde skraldemændene nøgler til butikken, og det kunne da hænde, at man havde en buket med hjem til fruen – eller nogle ål til aftensmaden.
Det var der aldrig noget ballade over fra butiksejerne.

Palle som præst
Palle har altså været med hele vejen – også ved nedlukningen af R98 og udliciteringen til diverse private vognmænd. Da R98 lukkede i 2011, udførte skraldemændene en offentlig begravelse med kiste og det hele, hvor Palle fik æren af at holde begravelses-prædikenen.

Palle og svinemiklen
Ved den anden udbudsrunde af det Københavnske skrald i 2009 – i den første runde var der ingen, der bød ind – bød det berygtede vognmandsfirma H.C. Svendsen ind på de københavnske distrikter gennem datterselskabet City Renovation.
I en kommentar hertil i 3F Kastrups avis udtalte Palle uden omsvøb, at man da godt kendte HCS som en svinemikkel. Han håbede at Københavns Kommune ikke ville give dem licitationen – men det gjorde de, selvom R98 havde lavet et kontrolbud, der var 11% billigere.

Nogle af Palles anekdoter
Palle har selvfølgelig masser af gode historier fra de mange år som skraldemand

Berømte strejkebrydere
Ved nogle af de større konflikter forekom det, at der var strejkebrydere, der kørte gennem blokaderne og tømte skrald. Det var tit chauffører fra vognmandsfirmaer ude i provinsen.
Palle fortæller, at så tog man et foto af chaufføren og lavede plakater med hans billede på - og kørte ud i vognmandsfirmaets hjemby og satte plakaterne op i Brugsen, på værtshuse og på lygtepæle.
Nu kunne folk i hans egen hjemby se ham berømmet som usolidarisk skruebrækker – og det var chaufføren som regel slet ikke glad for…

Rå, men hjertelig tone
Når et sjak manglede en ny skraldemand, blev det aldrig slået op – der var altid tale om at nogen kendte nogen. Et par af sjakkene var helt præget af folk, der var døve, og som selvfølgelig kendte andre døve. De var bomstærke og glimrende kollegaer.
Engang sad der 5 af dem ved et bord i kantinen og gestikulerede ivrigt på døvesprog, da ”Lyse Ib” kom ind. Han sprang hen og slukkede lyset i kantinen, mens han brølede: ”Nu kan det sgu være nok med al det spektakel der…”
Der gik noget af et latterbrøl gennem kantinen, og der kom ikke noget ballade ud af det - det blev taget med stor humor – også fra de døve gutters side.

En god spadseretur med 100 kg på nakken
En af de døve kollegaer havde væddet om, om han kunne klare at gå fra KGRs hovedkontor i Herjedalsgade ind til Rådhuspladsen med en af de gamle jernkasser med så meget skrammel i, at den vejede 100 kg.
Som ovenfor nævnt var han en af de virkelig bomstærke, så han gennemførte denne gåtur på knap 3 km i ét hug – lige til døren ind til Ekstra Bladet, hvor han fik en fotograf til at dokumentere sin dåd.

En askesky i stuen
Engang i den tidlige tid af Palles karriere som skraldemand stod et vindue åbent i stueetagen, da han tømte en skraldebøtte fuld af aske ned i vognen.
Der må have været gevaldigt gennemtræk i lejligheden, for et pludseligt vindstød blæste askeskyen lige ind i lejligheden og sværtede møbler og gulve godt til.
Det gav omtale – og pegede på problemerne med asken i skraldebøtterne.