Nyheder
Hvornår har du sidst kigget dit madbud i øjnene Debatindlæg af Ole Holtse Olsen.

Det er blevet en selvfølgelig del af hverdagen for mange. Vi trykker på en app, bestiller vores yndlingsret, og en halv time senere står maden på dørtærsklen.

Men hvor ofte stopper vi op og tænker over, hvem der bringer den til os? Hvornår har du sidst kigget dit Wolt-bud i øjnene, sendt et smil og sagt tak?

Jeg har mødt mange som er ugentlige, hvis ikke daglige brugere af de blå madbude fra Wolt. En service mange tager for givet uden at skænke forholdene for madbudene en tanke. De samme mennesker tænker måske over hvilke æg de tager i supermarkedet og undgår dem, der er lagt under de dårligste forhold.

Til gengæld suser Wolt-budene rundt i byen på cykel eller el løbehjul i al slags vejr, ofte for en løn, der langt fra svarer til den service, de yder. Mange af dem arbejder under usikre vilkår uden fast ansættelse, uden sygedage og pension. De er en del af den nye platformøkonomi, hvor virksomheder som Wolt lover fleksibilitet, men i praksis efterlader deres bude med en usikker indkomst og et hårdt arbejdsmiljø.

Problemet er, at vi som forbrugere tager dem for givet. De er en service, vi har købt os til, og vi forventer hurtig og problemfri levering. Men bag hver levering er der et menneske. En studerende, der forsøger at få enderne til at mødes. En migrant, der har svært ved at få adgang til det almindelige arbejdsmarked. En person, der fortjener respekt og ordentlige arbejdsforhold.

Næste gang du modtager din mad, prøv at lægge mobilen fra dig et øjeblik. Kig budet i øjnene, giv et smil og sig "tak for mad". Det koster ingenting, men det kan betyde en verden til forskel. Og vigtigst af alt: Vi skal være bevidste om de vilkår, som disse mennesker arbejder under.

Mange danskere fravælger hårdt ufaglært arbejdskraft. Mange vil have godt af at prøve det, men jeg bebrejder dem ikke fravalget, til gengæld vil det være klædeligt at tænke over, hvilke forhold du køber din mad til at blive leveret under. Bestil maden fra et sted, hvor budene får løn, hvis de bliver syge. Hvor der bliver taget hånd om dem, hvis de kommer til skade på jobbet.

Hvis vi virkelig sætter pris på deres service, bør vi også kræve bedre arbejdsforhold for dem. Madbude er ikke bare en forlængelse af vores app. De er mennesker. Og de fortjener at blive set og hørt.

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt