Gå til indhold
Tryk Enter

Fagligt aktive samler sig mod krig og oprustning

3F København samlede lørdag den 1. februar op mod 100 fagligt aktive og fredsaktivister for at debattere, hvordan de kan aktivere fagbevægelsen i kampen for fred og mod krig og oprustning.

Vi ved, at den omfattende oprustning kommer til at koste på vores velfærdssamfund. Derfor skal fagbevægelsen være aktiv i kampen for freden.
John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København.
Foto: Safa Al-Naher

Op mod 100 fagligt aktive og aktive i fredsbevægelsen samledes lørdag til fredskonference hos 3F København.

Målet var at blive klogere på omfanget og konsekvenserne af militær oprustning og krig – samt få aktiveret fagbevægelsen i kampen for fred.

– Vi har med stor bekymring set på de voldsomme krige og den omfattende oprustning. Den eneste “løsning”, politikerne har, er mere oprustning og mere krig, der rammer civilbefolkningen i Gaza, Ukraine og andre steder, både mens krigene står på og efter krigene, hvor mennesker lemlæstes af u eksploderet ammunition og miner, indleder formand for 3F København John Ekebjærg-Jakobsen.

Han uddyber:

– Vi vil gerne nuancere den hårde enten eller-retorik. Hvis man forsøger at tale for en anden vej end krig i eksempelvis Ukraine, får vi skudt i skoen, at vi støtter Putin. Fagbevægelsen kan ikke overlade det til de politiske partier i Folketinget at sikre freden. Fra Christiansborg hører vi kun ét tema: “Vi skal kunne forsvare os selv. Vi skal opruste. Vi skal øge vores forsvarsudgifter”. Senest har Mette Frederiksen meldt ud, at de danske forsvarsudgifter skal tættere på fem procent af vores BNP.

– Vi ved, at den omfattende oprustning kommer til at koste på vores velfærdssamfund. Derfor skal fagbevægelsen være aktiv i kampen for freden.
Eller sagt med tidligere SiD-formand Hardy Hansens ord: 

Hvad skal vi med gevinsterne i arbejdskampen, hvis vi taber kampen for freden?

Rundt om bordene sidder fagligt aktive medlemmer af fagforeninger som Metal, Landsforeningen For Socialpædagoger, 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, HK og flere faglige klubber.

Og her er talelysten stor, da ordet for alvor bliver givet frit efter frokost.

– Hvad kommer den milliarddyre oprustning til at betyde for antallet af pædagoger og sygeplejersker? Hvad kommer det til at betyde for vores pension? Det bør vi spørge vores forbund om. Uanset om man er for eller imod oprustning, så har vi alle en interesse i at vide, hvad oprustningen kommer til at betyde for os, mener tidligere konsulent i LO Klaus Krogsbæk.

Andre er klar til at konfrontere toppen af fagbevægelsen med, at man har involveret sig direkte i våbenproduktion og oprustning.

Vi ved, at den omfattende oprustning kommer til at koste på vores velfærdssamfund. Derfor skal fagbevægelsen være aktiv i kampen for freden.

John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København

– Det er grotesk, at fagtoppen har accepteret, at ATP investerer vores pensionspenge i Danmarks største våbenfirma, Terma. Det skal vi sige fra overfor. Og vi skal sige fra overfor, at en af Danmarks største virksomheder – Mærsk – sejler våben til konfliktlande. En levende fagforening er en voksende fagforening, påpeger Jean, der sidder i bestyrelsen i 3F København.

Det er ikke tilfældigt, at det er 3F København, der har taget initiativ til den faglige fredskonference.

3F København forpligter sig i sit grundlag til at arbejde for fred og demokrati. Og i forbundets faglige politiske grundlag står der, at det er vigtigt “… at virke for varig fred, afrustning og faglig international solidaritet.”

Aktivister fra fredsbevægelsen fylder også godt på konferencen.

– Statsminister Mette Frederiksen har tydeligt sagt, at oprustningen kommer med en pris. Og den pris kommer fagbevægelsens medlemmer og en masse andre ikke-velstående mennesker til at betale. Man kan starte en underskriftsindsamling med parolerne:
Nej til krig og oprustning – ja til pension og velfærd, lyder forslaget fra Birgit Sørensen fra Fredsinitiativet.

 


Masser af fordele med 3F
Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga