Af Lise Blom, Ny Tid

Som borger skal man kunne have tillid til statens institutioner. Det var et af budskaberne fra Kristina Siig, da hun som formand for den uafhængige task force fremlagde redegørelsen om katastrofen på Scandinavian Star en smuk septemberdag.

Kontrasten kunne dårlig være større. Kontrasten mellem røg- fyldte klaustrofobiske gange, hvor passagerer kæmpede for at overleve i en brændende færge i 1990 og den højloftede lyse sal på Christiansborg med stiligt klædte og veltalende politikere.

- Vi er nødt til at have en samfundssamtale om Scandinavian Star. Hensynet til de overlevende og efterladte er det overordnede hensyn, som skal varetages af samfundssamtalen, sagde Kristina Siig.

I den nye redegørelse skulle Task forcen blandt andet undersøge et potentielt økonomisk motiv til mordbranden. De har gennemgået 250.000 dokumenter og lavet 80 dybdegående interview. Ved hjælp af eksperter indenfor skattefor- hold, politiefterforskning og brande har de unde-søgt usikkerheder fra den oprindelige efterforskning af mordbranden. Men ingen af de forhold gav grund til bekymring.

Derfor vil taskforcen ikke anbefale yderlig politimæssig efterforskning af hverken forsikringssvindel eller besætningsmedlemmers mulige sabotage.

Ansvarlig kontrol

Tilbage står taskforcen med kritik af en aktør, som helt sikkert kunne have gjort en forskel forud for den skæbnesvangre nat: Søfartsstyrelsen.

De pårørende til de 159 ofre har nu fået klarhed over, at deres familiemedlemmer måske havde overlevet, hvis Søfartsstyrelsen havde overholdt loven.

I 2022 konkluderede en rapport, at Søfartsstyrelsen havde haft pligt til at foretage en havnestatskontrol af Scandinavian Star inden første afsejling med passagerer 1. april 1990.

Den nye redegørelse gennemgår, hvad Søfartsstyrelsen ville have observeret, hvis deres inspektører havde været om bord forud for sejladsen.

En standardkontrol ville have afsløret, at lastelinjecertifikatet tilhørte en anden færge end Scandinavian Star, at færgen stadig var under ombygning, at besætningen var ny og antallet ikke passede med færgens Passenger Safety Certificate.

Sandsynligvis ville de også se, at skibets kaptajn og førstestyr

mand manglede deres Bahamas- licenser, at skibets brandrulle var behæftet med fejl og at besætningen ikke havde holdt de lovpligtige sikkerhedsøvelser.

Det ville være rigeligt til, at inspektørerne skulle gennemføre en udvidet kontrol. En udvidet kontrol ville afsløre, at besætningen ikke var kvalificeret til brandrullen og ikke kendte nødplanen. Besætningen kunne ikke kommunikere sammen, og der var fejl på redningsudstyret.

Bedre overlevelse
Inspektørerne skulle derfor tilbageholde færgen, indtil der var styr på sikkerheden. Brandøvelserne ville have rustet besætningen til at håndtere følgerne af ildspåsættelserne.

Redegørelsen vurderer, at passagerne havde haft større chance for at overleve katastrofen, når sikkerheden var forbedret, som loven krævede det.

Ifølge redegørelsen kunne færgen blive sejlklar på mellem 2 timer og 2-3 dage. Færgen ville altså stadig have sejlet på den skæbnesvangre nat.

- Det var ikke endt godt, uanset at der havde været kontrol, men det ville være endt mindre skidt, konstaterede Kristina Siig. Men den korte tidshorisont undrede tilhørerne i salen. Ifølge søforhøret og tidligere undersøgelser mente skibets kaptajn, at det ville tage 2-3 uger at gøre skibet sejlklart, mens forsikringsagenten regnede med 6-7 dage.

Blandt tilhørerne i salen var Henrik Berlau uenig i denne del af den nye redegørelse. Som tidligere formand for Sømændenes Forbund har han fulgt myndighedernes håndtering af tragedien tæt.

. - Min påstand er, at ikke en eneste var omkommet, for Scandinavian Star ville ikke have sejlet den nat, hvor branden skete. Task forcen skyder helt ved siden af skiven, når de siger, at manglerne kunne være klaret på højest et par dage, fastslog han.

Inhabil styrelse  
Den nye redegørelse kritiserer også Søfartsstyrelsen som forvaltningsmyndighed. Som styrelse er man inhabil i at behandle sager om sit eget virke.

Men Søfartsstyrelsen har indtil nu haft held med at overbevise skiftende regeringer om, at styrelsen ikke var ansvarlig for den manglende kontrol. Kommunikationen udviklede sig i tre faser.

Først modtog man kritikken, men var uenig i den. Så undlod styrelsen at omtale kritikken. Senere lød forklaringen, at styrelsen havde fulgt internationale regler og dansk ret.

- Vi har konstateret dette skred i kommunikationen i forhold til behandling af borgerhenvendelser, i kommunikation til styrelsens eget ministerium og i besvarelsen af Folketings spørgsmål, forklarede Kristina Siig.