Nyheder
Holdning: Fra den 14. november burde alle kvinder holde fri resten af året For mange er der et stort tabu i at tale om løn. Et tabu, der holder kvindernes lønninger nede. Vi skal gøre op med det løngab, der er mellem mænd og kvinder, og det gør vi ved at turde tage snakken.

Kære læser

Hvis du er kvinde, så læg hvad du har i hænderne. Du bør holde fri fra arbejde resten af året. Det bør du, hvis vi skal gøre op med det løngab, der er mellem kvinder og mænd på det danske arbejdsmarked.

Kvinder i Danmark tjener 12,4 procent mindre i løn end mænd om året. Det er den kedelige realitet. Og det er en realitet, lige meget hvor meget vi vender og drejer det. Om vi vender lønstatistikkerne på hovedet eller sidelæns. En realitet, som ikke forsvinder med argumenter om, at mænd og kvinder har forskellige jobs eller kvinder er mere på deltid. De argumenter kan ikke alene forklare løngabet på 12,4 procent, der er den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder på hele arbejdsmarkedet. Uanset forklaringerne, understreger løngabet, at vi har et strukturelt problem, vi skal gøre op med.

Omsætter vi løngabet til arbejdsdage svarer det til, at kvinder arbejder gratis fra den 14. november og resten af året. Det er hverken fair eller rimeligt.

Den nemmeste måde at komme denne uretfærdighed til livs på, er ved at starte en samtale om ligeløn. Det er sværere end det lyder, for der er et tabu i at tale om løn. Og det er hverken farligt eller ulovligt at tale om løn. For når vi taler om løn, så finder vi forskellene. Både de rimelig, men særligt de urimelige. Du er ikke egoistisk, fordi du spørger dine kolleger eller venner om, hvad de tjener. Er der en der bliver underbetalt, så bliver det næste der ansættes, måske også.

Vi skal skabe en kultur med større løngennemsigtighed. I denne kultur- og strukturkamp er tillidsrepræsentanterne afgørende. Ræk ud til din tillidsrepræsentant og tal med vedkommende om ligeløn. Bed din tillidsrepræsentant om hjælp til at skabe klarhed om lønforholdene på din arbejdsplads.

Hvis du arbejder på en arbejdsplads med mere end 35 ansatte og mindst 10 kvinder og 10 mænd, skal din arbejdsgiver ved lov lave en ligelønsstatistik. Ligelønsstatistikken er et godt afsæt for samtalen om løn med din kollegaer, spørg din tillidsrepræsentant om at få den udleveret. Det er det første skridt på vejen mod et arbejdsmarked med ligeløn og et lukket løngab.

Kære læser, hvis du er mand og stadig læser med. Så husk at være solidarisk. Husk at ligeløn er alles sag. Husk, at det også handler om at skabe ligeløn for din kæreste, kone eller datter. Du ønsker vel ikke, at din datter skal have mindre i løn end hendes mandlige kollega, blot fordi hun tog eller tager på barsel med dit barnebarn. Så bryd tabuet og start en samtale om ligeløn.

Med venlig hilsen

Martin Jensen, formand for 3F Vejle og Tina Christensen, forbundsnæstformand i 3F

3F Vejle er Vejle kommunes stærkeste fællesskab og mest nærværende fagforening.

3F Vejle vil med en klar profil vejlede, rådgive og servicere medlemmerne i overensstemmelse med samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og til gavn for fællesskabet.

· Sjællandsgade 30 · 7100 Vejle · 
· Tlf. 70 300 910 · Facebook 3F Vejle · www.3f.dk/vejle · Mail vejle@3f.dk · 
Danmarks Stærkeste Fagforening 
Din fremtid - Vores opgave


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt